Sognehus nyt 

 

Juni 2011

 

Nyt om sognehuset

 

Endelig lidt orientering vil nogen måske sige, - det siger vi også i sognehusets byggeudvalg, endelig er der tid at komme med lidt orientering.

At renoveringen af sognehuset gik i stå i efteråret er jo for længst sivet ud, dog uden at det direkte har været orienteret om det her på kirkens hjemmeside, den eneste orientering der her skal gives om dette er,- at det er rigtig nok, det hele gik i stå i efteråret, ikke mere om dette her.

Byggeudvalget er nu igen i samarbejde med menighedsrådet klar til at gå i gang med renovering af sognehuset.

Byggeudvalget består af følgende

Jette Schmidt, fra menighedsrådet

Lilly Nielsen, fra menighedsrådet

Hans Åge Jessen

Tine Kruse

Hilda Rasmussen

Hans Gundesen

Martin Hansen

Man kunne da godt have startet sagen op igen for et par måneder siden, men man valgte helt bevist at afvente pga. finansieringsmuligheder, eller mangel på samme, inden for det sidste års tid er der sket det, at myndighederne herunder provstiet helt klart må sige nej til at optage lån pga. at der ikke er muligt at finansiere forrentning og tilbagebetaling af lån ud fra det for tiden værende skattegrundlag i Tønder Kommune.

Som de fleste nok ved, så har Agerskov menighedsråd flere former for fast ejendom, herunder en del landbrugsjord, menighedsrådet besluttede derfor for nogle måneder siden at forsøge at sælge noget landbrugsjord med henblik på at flytte disse værdier over i anden fast ejendom herunder renovering af sognehuset.

Menighedsrådet ansøgte provstiet om tilladelse til at sælge ca. 9 ha. Landbrugsjord, tilladelsen blev givet og de 9 ha. er nu solgt. Det var dette jordsalg der lige skulle afventes for igen at gå i gang med planlægning for renovering af sognehuset.

Menighedsrådet har nu i samarbejde med byggeudvalget kontraheret med Arkitektfirmaet Mortensen i Vejen.

Byggeudvalget havde kort før pinse et byggemøde med 2 repræsentanter fra arkitektfirmaet.

Her i ugen efter pinse starter arkitektfirmaet op med at udarbejde tegninger og projektering, derefter skal det godkendes i byggeudvalg og menighedsråd, og derefter skal både projekt og finansiering godkendes i provstiudvalg, samt at der også er forskellige andre offentlige myndigheder der skal søges hos før noget kan igangsættes.

Alt dette tager tid.

Byggeudvalgets håb er, at taget på sognehuset gerne skulle være skiftet før det bliver vinter, så det indvendige i huset kan laves i den kommende vinter, men det er ikke mulig at sige noget konkret om tidsforløbet, da der jo er mange der skal arbejde sammen og flere instanser der skal spørges.

NB: Brugerne af sognehuset kan ind til videre bruge huset uden hensyn til renoveringsplanerne, så snart der kendes noget konkret om tidsplan vil der blive orienteret her på menighedsrådets hjemmeside, og de faste brugere vil naturligvis få direkte orientering om hvilken periode sognehuset vil være lukket for afholdelse af møder m.m.

 

MAH

 

 

Lidt forhistorie om det gamle Missionshus der blev 110 år.

 

I året 1900 byggedes et missionshus lige over for Agerskov kirke. Hjørnegrunden blev udstykket fra købmandsforretningen lige ved siden af. Den ejedes dengang af købmand Steffen Kling, som selv var aktiv i Indre Mission. Han solgte sin købmandsforretning i 1909 til købmand Schmidt, som også kom i missionshuset.

Det er Holger Madsen, der har styr på historien, og som jeg har sat stævne for at få rede på det kommende sognehus’ historie.

Der havde været vækkelse i Agerskov sogn siden 1700 tallet. Nogle familier var stærkt præget af Hernhutterne i Christiansfeld, men de fleste fulgte den pietistiske kristendom, som salme digteren og biskoppen Brorson stod for. Efter 1864 opstod der samtidig en national vækkelse, der ikke havde noget med kirken at gøre, men som alligevel fik stor indflydelse på det kirkelige arbejde og førte til både missionshus og frimenighed her i Agerskov sogn.

I 1894 kom pastor Nissen til Agerskov. Han var født i Aabenraa, men var selvsagt tysk embedsmand. Han fik en del familier samlet omkring sig til kirkelige møder, og allerede 6 år efter sin tiltrædelse var tiden moden til at bygge et missionshus. Huset fik navnet Salem, som betyder Jerusalem.

Nissen blev i 1907 efterfulgt af pastor Andresen, der også var en ivrig og meget konservativ indremissions-mand. Hans teologi førte til et brud i det kirkelige landskab, idet han som fortaler for den fløj, der kaldte sig Det Gamle Budskab, brød med det mere liberale Indre Mission. Senere udvikler Det Gamle Budskab sig til det vi i dag kender som Luthersk Mission. De to fløje blev dog ved med at benytte det samme hus lige indtil ca. 1990, hvor Luthersk Mission købte Tabor på Rangstrupvej.

Missionshuset blev brugt til møder, hvor folk fra Indre Mission i Danmark kom og fortalte og underviste både børn og voksne om kristendom. Fra 1908 kom et decideret ungdomsarbejde i gang under KFUM og KFUK. 

I 1955 var huset blevet for lille og blev udvidet med 4 fag mod nord, der hvor der i dag er køkken og toiletter.

I dag er huset blevet for stort. De familier der kommer i Indre Mission bliver stadig færre. Og medlemmerne bliver ældre uden at nye kommer til. De unge mennesker, der kunne have taget over, er flyttet fra Agerskov. Men huset vil stadig stå, og med kirken som ejer vil det fortsat tjene sit oprindelige formål som et sted, hvor der fortælles og undervises om kristendom.

  

 

 

 

 

 

 

 

Se tegninger - klik her

 

 

 

 

Informationsaften om Sognehuset

 

Klik på billeder og se flere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Agerskov kirke


 

 

 

 

        

 

 

Kort til Agerskov kirke - klik her