Ændringer af kirkens varmesystem

  

Skiftende menighedsråd har i adskillige år arbejdet på at få et nyt og forbedret varmesystem i kirken. Det ser nu endelig ud til at lykkes vha. opfindsomhed og små midler.

Der er dog stadig et stykke vej inden det virker helt som ønsket.

Agerskov kirke opvarmes vha. et varmluftanlæg. Gennem en række ventilationshuller i begge sider af kirkerummet suges luften ned i kælderen, hvor den varmes op af elektriske varmestave og pustes tilbage ind i kirkerummet via en stor ventilationsåbning, som sidder lige over gulvet t.v. for korbuen. Den udformning medfører desværre, at den varme luft ligger som en dyne oppe under kirkeloftet, hvor ingen har gavn af den. Ventilationsåbningernes placering i gulvet medfører desuden ubehagelig træk, da den lavtliggende, kolde luft sammen med kuldenedfald fra vinduerne suges ud omkring kirkegængerne.

Samlet kan det gøre opholdet i kirken til en blandet fornøjelse for så vidt angår varmekomforten.

Men nu er der ved små midler ændret på varmeanlægget. Ved at bytte om på nogle ventilationsrør i kælderen pustes den varme luft nu ind i kirken gennem gulvets ventilationshuller.

Luften suges nu ud af kirkerummet igennem den store ventilationsåbning ved koret. Det giver til gengæld træk for de nærmest siddende kirkegængere, og derfor bliver der i de kommende måneder (i samarbejde med ekstern ekspert) eksperimenteret med at ændre/

forlænge ventilationsåbningen, så den føres højere op i kirkerummet. Hvordan den endelige udformning bliver, skal de kommende forsøg vise.

Vi håber for forståelse for de evt. gener det medfører, indtil vi har fundet den helt rigtige udformning med højest mulige varmekomfort. Men det forventes, at man kan undgå at investere i et nyt og kostbart varmeanlæg. Menighedsrådet forventer at få tilladelse af provstiet til at opsætte forsatsruder, og når de er opsat (forhåbentlig inden varmesæsonen 2012/13) vil det yderligere bidrage til varmekomforten i kirken. Endelig vil menighedsrådet se på mulighederne for at omstille varmeanlægget til gas (det nuværende er el-baseret) - det kan give en væsentlig reduktion i driftsudgifterne.

 

Georg Dam Nielsen, graver

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Agerskov kirke

 

 

 

 

        

 

 

Kort til Agerskov kirke - klik her